Edinson Cavani er uden klub, og uruguayanerens repræsentanter tilbød søndag Real Madrid muligheden for at hente ham
Real Madrid åbnede deres titelforsvar i La Liga med en 0-0 kamp ude mod Real Sociedad. Og selvom Los Blancos jagtede et potentielt sejrsmål, så valgte manager Zinedine Zidane hverken at sætte Luka Jovic eller Borja Mayoral på banen i kampens slutfase.
Det kunne tyde på, at franskmanden ikke just er tilfreds med sine reservemuligheder for Karim Benzema, og måske det er netop det, som Edinson Cavanis repræsentanter har luret.
For ifølge Marca tilbød de nemlig den tidligere PSG-angriber til Real Madrid inden søndagens kamp. Uruguayaneren har været klubløs siden hans kontrakt med PSG udløb efter sidste sæson.
I Real Madrid er den største hæmsko for et muligt skifte Cavanis høje lønkrav på omkring 50 millioner kroner per sæson. Derudover taler hans alder på 33 heller ikke for ham, da spanierne i de seneste sæsoner har satset næsten udelukkende på ungdommen.
Dog ser Real Madrid ikke ud til at have råd til at købe nye spillere denne sommer, hvorfor Cavani alligevel kan komme i spil. Storklubben har endnu ikke besvaret henvendelsen.