Søren Sorgenfri har fået nys om, at der kan tikke et stort bud på Jonas Wind ind hos FC København, når transfervinduet åbner
FC Københavns 2020 har langt fra været en dans på roser med sløje resultater og en chokerende fyring af Ståle Solbakken.
Et af klubbens eneste lyspunkter har været Jonas Wind, som har gjort det fortrinligt og fortjent har været en del af landsholdet i den seneste tid.
Angriberens præstationer er dog ikke gået ubemærket hen i udlandet, og ifølge transferjournalisten Søren Sorgenfri kan der endda være et stort bud på vej på FCK-profilen. Det skriver han i sin blog på NordicBets hjemmeside.
Sorgenfri slår fast, at han ikke ved, hvilken klub der er tale om, men at der altså pønses på en stor milliontransfer.
“Her siges det, at der kommer en tung henvendelse angående Jonas Wind til januar. Hvilken klub ved jeg ikke og heller ikke i hvilket økonomisk leje, men der vil naturligvis være tale om en sold stak millioner. Jeg ved Club Brugge har ham på radaren, men er den belgiske liga interessant nok, og har belgierne midlerne? Det er et spørgsmål,” skriver Sorgenfri.
Selvom økonomien ikke er, hvad den har været i FC København, er man nok ikke interesseret i at sælge en af klubbens bedste spillere, og det er derfor tvivlsomt, om et bud vil blive accepteret med mindre, det er et astronomisk højt et af slagsen.
Wind scorede forleden sit første mål for det danske landshold, og det har i hvert fald ikke sænket hans pris.