Landsholdsbacken Joakim Mæhle var hurtig til at afvise, da FC København fortalte ham, at de altid kunne bruge en back mere i klubben
Jess Thorup blev tidligere i dag præsenteret som ny træner i FC København, hvorfor han med øjeblikkelig virkning stopper i jobbet som cheftræner i Genk, hvor han kun nåede at være ansat i halvanden måned.
Denne nyhed har Genk-danskeren Joakim Mæhle meget svært ved at glæde sig over, da han var godt tilfreds med at have dansk selskab i den belgiske klub. Han reagerede således ved, i sjov, at skrive, at han håbede, at Thorup ikke ville bestå lægetjekket i FCK.
Herefter benyttede FCK muligheden til at komme med et hurtigt tilbud til den danske landsholdsback ved at sige, at de jo altid kunne bruge en back mere.
De fleste danske fodboldspillere ville nok springe på med det samme, men Mæhle afviste blankt og svarede ved at sende en video af Søren Frederiksens mål til 4-1 fra pokalfinalen i 2014, hvor Mæhles tidligere klub AaB besejrede FCK med 4-2.
Mæhle ser dog ud til at være på vej væk fra Genk, men det bliver altså til en lidt større klub end FCK.
Det franske storhold Olympique Marseille vil nemlig efter alt at dømme igen forsøge at hente ham til januar, efter at transferen faldt igennem i sidste måned.