I dag fylder Cristiano Ronaldo 36 år, men portugiseren har absolut ingen planer om at stille fodboldstøvlerne på hylden lige foreløbigt
Cristiano Ronaldo har sammen med Lionel Messi efterhånden styret fodboldverdenen med hård hånd i 15 år.
De to stjerner er da også blevet henholdsvis 36 og 33 år, men ingen af dem ser ud til at planlægge deres pension endnu.
Portugiseren fortæller, at han snildt kan fortsætte med at spille, til han er 40 år gammel.
“Meget kommer til at afhænge af, hvordan jeg har det og min motivation. Fysikken bliver aldrig et problem. Jeg behandler mig selv godt, og jeg tror, at jeg kan spille sikkert, til jeg er 40 år,” udtaler Ronaldo ifølge Marca og fortsætter:
“Den vigtigste faktor bliver ærlig talt mere psykologisk – det er den, der afgør det hele. Når alt kommer til alt har alting dog en ende. Jeg holder ikke hele livet, men jeg føler mig stadigvæk stærk nok til at fortsætte med at vinde. Jeg stopper, hvis ikke jeg har incitament til andet.”
I denne sæson er Ronaldo i perioder blevet hvilet i Juventus, men mål har portugiseren stadig scoret i spandevis.