Ifølge Football.London skulle Mesut Özil lige nu være i forhandlinger med den amerikanske MLS-klub DC United
Mesut Özil sidder ude i kulden i Arsenal, hvor han ikke har spillet en gældende kamp siden marts.
Nu skulle der dog være nyt i sagen om den flamboyante tysker, for ifølge London-mediet Football.London, kan han være på vej til en klub på den anden side af Atlanten.
Mediet mener nemlig at vide, at Özil lige nu er i forhandlinger med den amerikanske MLS-klub DC United.
Özil skiftede til Arsenal fra Real Madrid i 2013, og siden da er det blevet til 254 kampe, 44 mål og 77 assists for The Gunners.
Den 32-årige kreatør har kontraktudløb til sommer, og derfor kunne det meget vel være, at han skriver en forhåndskontrakt med MLS-klubben for at få de sidste penge ud af kæmpekontrakten, han har i Arsenal og så skifte ved kontraktudløb.