• Offsite

De 10 seneste vindere af Årets U21-spiller i Danmark: Hvor er de i dag?

Annonce

Indtil 2016 kårede DBU Årets U21-spiller i Danmark. Vi kigger i dag på de 10 seneste vindere, og hvordan det efterfølgende er gået dem

2007: Kasper Schmeichel (Manchester City)

Kasper Schmeichel

Man glemmer tit, at Kasper Schemeichel faktisk startede sin professionelle karriere hos Manchester City.

Det blev da også kun til 10 førsteholdskampe for den danske landsholdsmålmand i den engelske storklub, hvor den stod på intet mindre end fem udlejninger til mindre klubber.

Herefter skiftede Schmeichel noget overraskende til Notts County i 2009, før han via Leeds i 2011 skiftede til Leicester City, hvor han har været en stor profil lige siden, og i dag ofte bærer anførerbindet for Brendan Rodgers mandskab.

Og nåh ja.. Så vandt han lige Premier League i 2015/16-sæsonen.

2008: Michael Lumb (AGF)

Michael Lumb

Michael Lumb var et stort backtalent da han brød igennem på førsteholdet i Aarhus. Herefter skiftede Lumb noget overraskende til den russiske storklub Zenit, hvor det dog kun blev til syv kampe.

Venstre backen blev herefter udlejet til Feyenoord, AaB og Freiburg, inden han permanent skiftede til Bochum.

Her nåede Lumb dog kun et halvt år, og så stod den igen på dansk fodbold for den tidligere AGF-spiller.

Han skiftede først til FC Vestsjælland, senere til Lyngby og AC Horsens. I januar skiftede Lumb så til Brøndby IF, hvor den 33-årige back stadig spiller den dag i dag.

2009: Anders Randrup (Brøndby IF)

Anders Randrup

Anders Randrup fik faktisk en ganske flot karriere i Brøndby. Fra 2007-2013 blev det til 156 kampe på højre backen for Superliga-holdet, inden turen gik til østjylland og AC Horsens.

Efter en afstikker til FC Vestsjælland, tog Randrup turen til svensk fodbold, hvor han i 2016 skiftede til Elfsborg.

I januar 2018 gik turen så til Helsingborg, men i sommer vendt han tilbage til Danmark og Hvidovre IF. Ved årsskiftet valgte han dog at sætte støvlerne på hylden.

2010: Jonas Lössl (FC Midtjylland)

Jonas Lössl

Anden målmand på listen, og anden spiller der i dag spiller, der er inde omkring landsholdet.

Jonas Lössl har efter siden 2010  prøvet kræfter med tysk, fransk og engelsk fodbold. Han er i dag tilbage i FC Midtjylland, som han skiftede til i januar.

Lössl har udover FC Midtjylland haft sine bedste perioder i Guingamp og Huddersfield, hvor han begge steder fik etableret sig som førstemålmand.

2011: Nicolai Boilesen (Ajax)

Nicolai Boilesen

Allerede som helt ung viste Nicolai Boilesen sig frem på den helt store scene. Han skiftede som 18-årig fra Brøndby til den hollandske storklub Ajax, og her gik venstre backen hurtigt ind og blev en profil i Amsterdam-klubben.

Boilesen blev således i en ung alder udnævnt til anfører i klubben, selvom han ofte var plaget af skader i sin tid i Holland.

Det blev alligevel til 72 kampe på Ajax’ førstehold, før Boilesen ragede sig uklar med klubbens ledelse, da han ikke ville forlænge sin kontrakt.

Han røg herefter helt ud i kulden, og skiftede i 2016 til FC København, hvor han også spiller i dag.

2012: Jores Okore (FC Nordsjælland)

Jores Okore

Jores Okore brød igennem på FC Nordsjællands mandskab i 2011/12-sæsonen, hvor Farum-klubben gik hen og vandt det danske mesterskab.

Okore dannede makkerpar med Andreas Bjelland i Nordsjællands forsvar, og de gode præstationer for den unge spiller gik ikke ubemærket hen.

I 2013 blev den stærke forsvarsspiller således solgt til Aston Villa, hvor det faktisk blev til 47 kampe på tre sæsoner.

Herefter skiftede Okore til FC København, hvor han dog aldrig blev en succes, før han i 2017 drog videre til AaB, som han repræsenterede frem i februar i år, hvor turen gik til kinesiske Changchun Yatai.

2013: Andreas Cornelius (FC København)

Andreas Cornelius

Året efter var det så Andreas Cornelius’ tur til at blive det helt store unge navn i dansk fodbold.

Den høje angriber bragede ind på FC Københavns førstehold, hvor det blev til 18 mål i 32 Superliga-kampe i sin første hele sæson som seniorspiller.

Det fik Cardiff til at smide et kæmpe millionbeløb på bordet for den unge angriber, der dog hurtigt blev skadet efter skiftet til Wales. Et halvt år efter tog han derfor tilbage til FC København, inden han tre år senere igen blev solgt. Denne gang gik turen til italienske Atalanta.

Efter en udlejning til Bordeaux, blev Cornelius udlejet til Parma, hvor han han også er i dag.

2014: Yussuf Poulsen (RB Leipzig)

FC Augsburg v RB Leipzig - DFB Cup

Allerede som 18-årig skiftede Yussuf Poulsen tilværelsen i Lyngby ud med den dengang tyske 3. Bundesliga-klub, RB Leipzig.

Siden da er det kun gået fremad for Leipzig og Yussuf Poulsen. Klubben er i dag at finde helt i toppen af den bedste tyske række.

Den danske offensivspiller er blevet fast mand på det danske landshold, og han er den spiller, som har spillet flest kampe for RB Leipzigs førstehold nogensinde.

Imponerende!

2015: Jeppe Højbjerg (Esbjerg fB)

Jeppe Højbjerg, Esbjerg

I 2015 var det så Esbjerg-målmanden Jeppe Højbjergs tur til at vinde den prestigefyldte pris.

Højbjerg fik allerede som 18-årig sin debut for Esbjergs førstehold og har tidligere været en fast bestanddel af de danske ungdomslandshold.

I dag er Højbjerg blevet 25 år gammel, og han er stadig at finde på den jyske vestkyst, hvor han dog ikke længere er førstevalget mellem stængerne på Blue Water Arena.

Mon tiden snart er til at prøve noget nyt?

2016: Marcus Ingvartsen (FC Nordsjælland)

Marcus Ingvartsen

Den sidste vinder af prisen blev den tidligere Nordsjælland-angriber, Marcus Ingvartsen.

I 2016/17-sæsonen blev Ingvartsen topscorer i Superligaen, og det var nok til at sikre ham et skifte til udlandet.

Her smed KRC Genk en stor pose penge på bordet for angriberens underskrift, men opholdet i Belgien blev aldrig den store succes for Ingvartsen.

Det blev til 38 kampe og otte mål for den tidligere Nordsjælland-spiller i Belgien, før han i sommeren 2019 blev solgt til tyske Union Berlin, hvor han han i dag er fast mand.

Danmarks U21-drenge fra EM i 2011: Hvor er de i dag?

NYT!

UPLOAD DIT BETTING-SLIP OG VIND!

I vores helt nye betting-feature "Spilleforslag" kan du deltage gratis og vinde store pengepræmier.
Læs med her og kom i gang.

App Betting slip feature screenshot App Betting slip slip screenshot