33-årige Edinson Cavani har været på udkig efter en ny klub hele sommeren, og nu ser det ud til, at The Red Devils har slået til
Rygterne har hele sommeren gået på, at Manchester United ville hente Jadon Sancho, men nu ser det ud til, at Ole Gunnar Solskjær i stedet får en ny rekrut fra den anden ende af aldersskalaen.
Ifølge Goal er Manchester United og legendariske Edinson Cavani nemlig blevet enige om en et-årig aftale med mulighed for forlængelse i yderligere en sæson.
Den 33-årige angriber forlod efter sidste sæson PSG, hvor han med 200 mål i 301 kampe har markeret sig som den mest scorende spiller i klubbens historie. Cavani har tidligere i karrieren spillet i Italien, hvor han blandt andet blev Serie A-topscorer for Napoli.
Det ventes, at uruguayaneren kan blive præsenteret i dag eller i morgen som ny Manchester United-spiller.