Hvis Jesper Lindstrøm bliver solgt, kan han med stor sandsynlighed snige sig ind i top 10 over største spillersalg i Brøndbys historie. Se listen over de dyreste her!
Brøndbys Jesper Lindstrøm har haft en blændende sæson for Brøndby IF, hvor han har været en af holdets store profiler med sine 10 mål og 8 oplæg i Superligaen.
Derfor skulle en række udenlandske klubber også have snøren ude efter ham, og mens nogle blågule fans nok gruer for at skulle miste den 21-årige profil i den nærmeste fremtid, har andre muligvis dollartegn i øjnene.
Den italienske klub Sampdoria, der tidligere på sæsonen viste interesse for ‘Jobbe’, lagde sidste sommer 50 millioner kroner på bordet for FC Nordsjællands Mikkel Damsgaard, og vestegnsklubbens fans kan derfor håbe, at et muligt salg af Lindstrøm kan gå hen og ramme nogenlunde samme højder.
Men er det overhovedet realistisk, at Brøndby kan sælge midtbanespilleren for så mange penge?
Kigger man på de 10 største salg i klubbens historie, er der ikke meget, der taler for et salg i den størrelsesorden, men netop med Jesper Lindstrøm, bør det ikke være umuligt. Du kan se listen over de 10 største Brøndby-salg nedenfor.
10. Bent “Turbo” Christensen (Schalke) – 18,6 millioner kroner
9. Morten Skoubo (Real Sociedad) – 18,6 millioner kroner
8. Lukas Hradecky (Eintracht Frankfurt) – 18,6 millioner kroner
7. Hany Mukhtar (Nashville SC) – 20,1 millioner kroner
6. Frederik Rønnow (Eintracht Frankfurt) – 20,9 millioner kroner
5. Christian Nørgaard (Fiorentina) – 26,1 millioner kroner
4. Thomas Kahlenberg (AJ Auxerre) – 37,2 millioner kroner
3. Johan Elmander (Toulouse) – 37,2 millioner kroner
2. Ebbe Sand (Schalke) – 38,4 millioner kroner
1. Daniel Agger (Liverpool) – 65,2 millioner kroner
Kilde: Transfermarkt
Skulle det ende med et skifte til Sampdoria, Club Brügge eller en anden udenlandsk klub, er der ganske gode muligheder for, at Lindstrøm går ind i top 10. Det kræver nemlig ‘blot’, at han bliver solgt for mere end 18,6 millioner kroner.
Den unge komet fik tidligere på ugen ved en scanningen konstateret en revne i sin ene menisk, hvorfor han skal opereres, men ifølge klubbens fodbolddirektør, kommer denne operation ikke til at ændre på en eventuel salgsmulighed til sommer. Dette kan du læse mere om herunder.