I den engelske udgave af Nicklas Bendtners bog “Begge sider” er der blevet tilføjet et kapitel med nye informationer om FCK-skiftet
Sidste sommer leverede FC København lidt af en transferbombe, da Løverne hentede Nicklas Bendtner til klubben på en kort aftale.
Mange spekulerede i den forbindelse over, om angriberen, som tidligere havde været indblandet i en række mindre flatterende sager udenfor kridtstregerne, kunne holde sig ude af ballade og udelukkende fokusere på fodbolden.
Det formåede han, men måske det kun lykkedes på grund af en helt særlig aftale, som angriberen skrev under på ved skiftet til FC København.
I den engelske version af Bendtners bog “Begge sider” er der blevet tilføjet et kapitel i forhold til den danske version, og her fortæller angriberen om den føromtalte aftale med Ståle Solbakken,
“Jeg havde lige underskrevet en aftale, hvor jeg ikke måtte drikke eller feste i fire måneder. Det var et krav fra Ståle, og det fik mig ned på jorden,” lyder det i bogen fra Bendtner ifølge BT.
Han fortæller desuden, at han var ekstremt sulten for at opnå succes i FC København, selvom det ikke lykkedes i løbet af de fire måneder, han var i klubben.