VM 2022 i Qatar rykker nærmere, men hvad er det egentligt, at Danmark som lander vælger at støtte op om ved at deltage i slutrunden, såfremt de kvalificerer sig?
Efterhånden som VM 2022 nærmer sig, bliver det mere og mere klart, at det bliver Qatar, som bliver arrangør for verdens største sportsbegivenhed, selvom det lille Emirat på ingen måde er en nation, man forbinder med fodbold, og landet har da heller aldrig blot været i nærheden af at deltage i en VM-slutrunde.
Efter utallige anklager om bestikkelse, korruption og sågar trusler fra suspekte personer, kunne FIFA tilbage i 2010 meddele den jublende Emir og hans håndlangere, at deres land var valgt foran konkurrerende bud fra Australien, Sydkorea, Japan og USA. De seneste 10 år har der været absurd mange mere eller mindre valide historier, som både underbygger og afkræfter de mange historier om, hvordan det dog kunne lade sig gøre overhovedet at overveje Qatar som arrangør af en så stor sportsbegivenhed.
Men Emiren og hans mange rige venner var bedøvende ligeglade med det omgivende samfunds fordømmelser. Det er velkendt, at de VM-arrangerende lande skovler penge ind på slutrunden, uanset de store beløb der oftest skal bruges for at kunne leve op til FIFA’s strenge krav. I Qatars tilfælde skal der bygges 8 fodboldstadions helt fra bunden, utallige hoteller, udbygning af lufthavnen + ikke mindst den generelle infrastruktur, men alt i alt forventer man et betragteligt overskud når sidste spark er foregået d. 18.12.22.
Den engelsksprogede avis The Guardian fremlagde for nogle år siden, en skræmmende artikel, som viste helt groteske forhold for de op i mod 1,5 millioner udenlandske arbejdere, der i de forløbne år har arbejdet i Qatar udelukkende for at forberede VM. Den altovervejende majoritet af arbejderne kommer fra Vestafrika, Sydasien og Filippinerne, og efter at have kontaktet flere af de implicerede landes regeringer, kunne The Guardian fremlægge beviser for at omkring 4.000 mennesker forventes at miste livet i forbindelse med VM-bygningsarbejdet. Alene Nepal kunne meddele, at der for perioden fra 09-19, havde 1426 af deres landsmænd mistet livet, og Indien havde noteret sig, at 717 af deres landsmænd var døde fra december 10 til februar 14.
Dødsårsagerne var bl.a. arbejdsulykker, selvmord, hjerteslag pga. overanstrengelse, varme relaterede m.v. Det kan i parentes bemærket anføres, at der i perioden fra maj til september ofte nås udendørs temperaturer på mellem 45-50 grader, og hovedparten af arbejderne arbejder udenfor det meste af tiden. Forsvindende få af dem får det nødvendige sikkerhedsudstyr udleveret, mange arbejder sågar uden hjelm, og man kan således levende forestille sig, hvordan det er at arbejde 12-14 timer hver dag under den brændende sol, måske på et bygningsværk flere hundrede meter over jorden.
Daily News, New York Post og andre større medier har endvidere fremlagt skræmmende historier og bl.a. et hemmeligt besøg hos et af Dohas (hovedstaden) fineste hoteller, The Marsa Malaz Kempinski, viste, at ingen arbejdere her havde arbejdsdage under 12 timer, og 14-16 timers arbejdsdage var bestemt ikke ualmindelige. Hertil skal lægges omkring 1 times bustransport hver vej, hvorved der ofte går omkring 18 timer udelukkende i arbejdsmedfør.
Dagslønnen for en 12 timers vagt var 8 Pund kunne en sikkerhedsvagt fortælle journalisterne, hvilket i øvrigt svarede til prisen for et glas friskpresset juice i hotellets restaurant. Blev man taget i at sove, uanset om det bare var en blunder på 20 minutter, var sædvanen at der blev trukket 5 dages løn fra personen der sov. Flere af hotellets ansatte kunne berette om for sen udbetaling af løn, hvor enkelte endda havde ventet 3-4 måneder på deres penge. De latterlige lave lønninger skal sættes op imod, at Qatar jfr. Den Internationale Valutafond (IMF) vurderes som klodens rigeste land, men det er vist åbenlyst for enhver, at de mange kroner, primært tjent på olie vinding, ikke just bruges på arbejderne.
Alt ovenstående er DBU givetvis blevet orienteret om, i det det ikke just er hemmeligheds stemplede dokumenter men åbne artikler overalt på nettet, som dokumenterer og illustrerer det, man vel nærmest kan betragte som moderne slaveri. Forbundet har været i Qatar et par gange, har de tidligere meddelt, og de givetvis velnærede gutter som er mødt op hos Emiren og hans folk, har simpelthen ikke set eller hørt ting, der kan underbygge forfærdelighederne. Man har sågar, fortalte en tydelig stolt pressechef Jakob Høyer (som sikkert også havde hygget sig i det for turisterne så vidunderlige land), spurgt ind til de ømme punkter, og i samråd med bl.a. Amnesty International mener forbundet, at tingenes tilstand efterhånden er så fine, at man ikke anser det for kritisabelt.
Og uanset hvad, fortæller samme pressechef, så ønsker man i DBU ikke at blande sport og politik sammen. Skulle Hjulmands udvalgte drenge kvalificere sig til slutrunden, så agter man at deltage, med mindre politikerne skulle beslutte noget andet. De muligt kritisable forhold i Qatar er noget man skal tage stilling til fra politisk hold af, mener DBU, for de ønsker udelukkende at koncentrere sig om det sportslige.
Det lyder egentlig alt sammen meget godt. Ja naturligvis ikke skrækhistorierne om svineriet i Qatar, men det som DBU mener om at adskille politik og fodbold, men det hele blegner godt nok, når man så før hver landskamp skal se samtlige aktører knæle for en åbenlys politisk orienteret ting, nemlig BLM. Direkte adspurgt om, hvorfor man her gør en markant undtagelse, mumles der fra DBU’s side af noget med, at lige den ting var ganske speciel, hvorfor man har valgt at vise respekt herfor ved at lade de danske spillere knæle.
Man må således formode, at 4000 døde slaver hos VM-arrangøren ikke har samme vægt, hvilket må undre enhver med et blot minimum af menneskelig empati.
Stod det til mig, skulle DBU allerede nu melde krystalklart ud, at man under ingen omstændigheder ønskede at deltage i VM 2022, med mindre arrangementet blev flyttet til et andet sted. USA har for eksempel været ude og erklære, at de er klar med kort varsel til at varetage turneringen, og også Tyskland og Italien har proklameret, at de hellere end gerne vil være arrangører.
Det kan godt være, at Danmark ender med at være den eneste nation, som melder fra, men jeg vil undres såfremt ikke andre lande relativt hurtigt følger efter med deres boykot, og på et tidspunkt ville presset mod FIFA blive så massivt, at de simpelthen var nødt til at foretage sig noget, om ikke andet så for at redde eget omdømme.
Vi får se hvad der sker, men inderst inde har jeg ingen forestilling om at DBU overhovedet blot tør tænke tanken om afbud, og mon ikke vi også i det nye år kommer til at se landsholdets udvalgte helte knæle, alt imens mennesker fra Nepal, Indien eller Afrika styrter i døden nede i Qatar, men naturligvis er det ikke noget man skal tænke videre på….!
