• Vores mening

Aakjærs hjørne: Den rød/hvide gnist er død

Getty Images
Annonce

Kedelig fodbold, ingen tilskuere, tørre udtalelser, gemt væk på Kanal 5. Der kan findes mange grunde til, at interessen i dansk landsholdsfodbold hos mange er dalende

Det danske landshold har altid betydet utroligt meget for mig som person, eller rettere det betød meget, for med en blanding af forundring og irritation, kan jeg konstatere at jeg faktisk ikke har set holdet spille, siden de blev slået ud af VM tilbage i 2018. Det er således knap 2,5 år siden, og umiddelbart er der heller ikke udsigt til, at jeg kommer til at se dem foreløbig, i det kanalen som har rettighederne til kampene, ikke er en del af vores husstands TV-pakke.

Som bekendt er det Discovery Network, der har rettighederne til at vise landskampene, og da YouSee har smidt denne leverandør ud af sin grundpakke, ja så er “gode råd dyre”. Bevares man kan naturligvis hoste op med nogle grunker for at få Discoverys udbud, men da man i forvejen råder over et utal af ukurante kanaler, har vi i familien Aakjær i hvert fald foreløbig besluttet, at nok er nok.

Jeg bor det meste af året i Italien, hvilket selvsagt ikke gør det lettere på TV-området, men når jeg så er i Danmark typisk henover vinteren, ja så kunne jeg jo se holdet i Parken. Men nej det kan man så heller ikke i denne tid, for den allesteds værende “Kineservirus” forhindrer jo al form for hyggeligt samvær, i hvert fald udenfor hjemmets fire vægge. Og ja, så er denne virus vel også kun en form for dårlig undskyldning, for den har jo kun eksisteret (eller vi har hørt om den) siden foråret i år, men sidste gang jeg så Danmark i Parken var tilbage i efteråret 2015, hvor Morten Olsen stadig var bossen i et opgør som sluttede 2-2 mod Sverige. Jeg fik faktisk penge for at se den kamp, ja det lyder vel næsten som om, man har prostitueret sig selv, men i perioden fra 2007 til netop denne kamp, var det at se Danmarkspille en del af min arbejdsbeskrivelse for de klubber, jeg i den periode arbejdede for, så vi skal tilbage før den tid for at finde den sidste kamp, jeg rent faktisk betalte for at se.

Getty Images


Og lad mig sige det sådan, at jeg i den grad har været en ivrig tilskuer i først Idrætsparken og senere hen i det, som kom til at hedde Parken. Fra jeg så min første landskamp live derinde på Østerbro tilbage i maj 1978 (3-3 mod Irland) og frem til den føromtalte kamp mod Sverige, er det blevet til hele 143 kampe mod 51 forskellige modstandere, hvoraf førnævnte Sverige har været hyppigste modstander med 12 optrædener i København.

Undervejs har jeg nydt at se verdensnavne som Keegan, Platini, Cristiano Ronaldo, Zlatan, Zidane og mange flere helt tæt på, og jeg kan med stor glæde sagtens pille de kampe ud, som jeg især husker fra de mange år i national-arenaen. Udover debutkampen så er det 3-1 sejren over de senere verdensmestre fra Italien, en kamp som blev spillet en tåget juni aften i 1981, hvor Frank Arnesens frisparksmål og efterfølgende jubelscene, hvor han løb ud mod publikum, for til sidst at glide det sidste stykke vej i det fugtige græs, i den grad satte nationalfølelsen i brand. Året efter var det så 2-2 opgøret mod England, hvor Jesper Olsens udligning i de døende sekunder nærmest fik ens hjerte til at slå en gang over, og så glemmer jeg bestemt heller ikke 1-0 sejren over Grækenland i 1983, hvor stoute Søren Busk til sidst i kampen steg til vejrs, og omsider overlistede den formidable græske keeper!

Idrætsparken rystede i sit fundament, og jeg tabte både pølser, sodavand samt mistede mit nyindkøbte Danmarks halstørklæde i den efterfølgende euforiske jubel, hvor der utroligt nok ikke kom nogen til skade, selvom ellevilde danskere i alle størrelser og vægtklasser kastede sig rundt mellem hinanden!

Året før var der også en særlig kamp, der blev husket. Det var nu ikke fordi hverken modstanderen (Finland) eller selve kampen (3-2 til Danmark) var specielt spændende, men jeg husker den, fordi den blot 18-årige Michael Laudrup debuterede på dansk grund i en landskamp. Den daværende Brøndby-spiller, havde jeg godt nok set i flere kampe samme sted, da han spillede for KB fra 1981, og indtil han skiftede til Brøndby i sommeren 1982, men det var helt specielt at se det store danske håb blive skiftet ind i pausen for Lars Lundkvist, og selvom han ikke gjorde det store væsen af sig, så glødede der ligesom en særlig ild omkring den unge fyrs hoved!

Tænk at vi danskere kunne i nogenlunde samme periode sole os i navne som Henning Jensen, Preben Elkjær, Allan Simonsen, Frank Arnesen, Søren Lerby, Morten Olsen og altså også Michael Laudrup! Der var vist ikke noget at sige til, at landsholdsfodbolden i den grad var i højsædet i de år.

Getty Images

Ellers er det uundgåeligt ikke at nævne 4-2 kampen mod Sovjet Grundlovsdag 1985, hvor jeg stod med en god ven i det ene hjørne, og nær var faldet udover kanten, da Preben Elkjær hamrede bolden ind bag den russiske keeper efter kun et kvarters spil. Den kamp står for mange som en særlig dag, ved jeg, således også for mig kan jeg nøgternt og glædeligt konstatere. Også da Michael Laudrup gjorde comeback efter sit frivillige eksil på landsholdet i august 93, i en kamp mod Litauen, var jeg naturligvis også på plads, og det var jeg bestemt også, da Peter Schmeichel lukkede og slukkede for en helt unik karriere i rødt og hvidt. Det var i april 2001, hvor den lyshårede kæmpe lod sig erstatte af Peter Kjær efter 65 minutter af 3-0 kampen mod Schweiz. Jeg husker tydeligt, at tårer pressede sig på, for man var klar over, at her sluttede en helt speciel periode i dansk landsholdsfodbold.

Tilbage i 1988 rejste jeg sammen med 12 andre penge nok til, at der kunne købes en veteranbus som blev sat i stand, malet i rød/hvide farver, og så brugte vi ellers en måneds tid i nabolandet Vesttyskland, hvor vi så Danmarks tre kampe / nederlag, semifinalerne og finalen mellem Holland og Sovjetunionen i München. Det var en fantastisk tid, også selvom glansen fra 1984 og 86 unægtelig var noget falmet, men humøret var strålende, og hele Danmark jublede og græd med vores alle sammens landshold. Vi brugte alle vores surt sammensparede penge på den tur, men det var det hele værd, også selvom man indirekte og ganske vemodigt sagde farvel til den gyldne epoke i dansk landsholdsfodbold. Ok 4 år efter vandt Danmark så lige EM i Sverige, så helt farvel havde man vist ikke sagt farvel, men den enestående triumf erobrede ikke på samme måde danskernes hjerter som i midtfirserne, og herefter døde euforien relativt hurtigt ud.

Getty Images

Senere hen fik Jon Dahl og co. nykker, og ingen måtte eller ville tale med pressen, og i endnu nyere tid måtte man endda se landsholdsspillerne strejke, hvilket gjorde at den gamle EM 92-helt, John ‘Faxe’ Jensen, for en stund blev dansk landstræner. Pinlig optræden af forkælede spillere, og der hersker ikke tvivl i mit sind om, at disse episoder, svigtende resultater, manglende slutrunder og en mere og mere kedelig spillestil, indført af Morten Olsen og forfinet udi perversiteten af Hareide, har betydet, at Premier League, Champions League og Serie A for mig er kommet foran landsholdsbolden. I disse ligaer er niveauet betydeligt bedre end i de fleste landskampe, og her tør/må/kan spillerne stadig udtale sig sjovt/karakteristisk/selvvisk – ja rent ud sagt underholdende, i stedet for når mikrofonen smides i hovedet på Danmarks helte, hvor en i bedste fald introvert Christian Eriksen ofte er det eneste morsomme indslag. Den stille fynbo mumler gerne et eller andet uforståeligt, og så går man videre til den der smiler mest, nærmest i desperation for at kunne skrive bare et eller andet. Ja det er i sandhed ikke let at være pressens udsendte i vore dage, må man konstatere.

Men det korte af det lange er, at landsholdsfodbold, ikke kun i Danmark, men bestemt også her, efterhånden ikke siger mig et kuk. VM-slutrunder glæder jeg mig dog stadig til, men om Danmark eller ej er med, gør mig efterhånden ikke noget, for udover at de gerne ryger ud hurtigt, så er det altså ikke den kant underholdningen kommer fra, og man må bogstavelig talt sige, og der er langt fra 1986 til nu. Spøjse og skæve karakterer som Elkjær, Simonsen, Lerby og Ivan Nielsen m.fl. versus Eriksen, Kjær og en altid mut Nicolai Jørgensen, er absurd konkurrence, og indimellem er det lige før, man savner typer som Strudal, Bendtner eller Mølby. Bevares de bidrog måske ikke med så meget rent sportsligt, men de kunne da åbne kæften og komme med noget øregas!

Getty Images

Når man senest kan åbne sin avis og læse om navne som Bah, Christensen og Lindskog eller strøm eller noget derimellem, ved man, at gnisten er død. Alle kan få en landskamp, virker det til efterhånden, uanset om de ikke får spilletid i klubberne, blot de ikke har kineservirussen, og blot de taler cheferne efter munden.

Jeg glæder mig til vinteren 2022, for her er der igen VM, og selvom om den finder sted i en diktatorisk ørkenstat nede i mellemøsten, så er det VM med hvad dertil hører. Discovery Networks har til den tid ikke rettighederne, og alle, selv mig i Italien, kan igen tænde for TV 2 og nyde endnu en slutrunde, men indtil da, ja der tror jeg nok, jeg nøjes med klubbolden.

NYT!

UPLOAD DIT BETTING-SLIP OG VIND!

I vores helt nye betting-feature "Spilleforslag" kan du deltage gratis og vinde store pengepræmier.
Læs med her og kom i gang.

App Betting slip feature screenshot App Betting slip slip screenshot