• Vores mening

Aakjærs hjørne: Dansk talentudvikling i krise?

Eriksen, Lindstrøm, Winther
Getty Images
Annonce

Er Superliga-klubberne for dårlige til at udvikle spillere med niveau til det danske landshold? Torben Aakjær er ikke imponeret

De danske klubber har igennem mange år kæmpet indædt om at være de bedste på talentudviklingsområdet, men det er desværre langt fra alle sammen, som gør det blot hæderligt, og vi er desværre langt fra de helt ekstra ordinære tilfælde, hvor f.eks. Portugal kan blive Europamestre med hele 10 spillere fremavlet i Sporting Lissabon, eller hvor et Ajax- eller et Manchester United-hold kan vinde Champions League med absurde 16 spillere i truppen, som man selv har produceret. Eller hvad med Spaniens Barcelona-prægede mandskaber fra 08-12? De vandt alt og spillede som en kopi af klubholdet, hvilket jo ikke var så underligt, i det der konstant var mellem 7-8 Barca-avlede spillere omkring holdet.

Jeg har tidligere i dag skrevet et længere blogindlæg, hvor jeg går i dybden med tal og facts for så vidt angår de danske klubber i almindelighed og Superliga-klubberne i særdeleshed.

Kort fortalt, og relativt groft sagt, kan man udlede, at kun de sjællandske klubber overvejende er i stand til at udvikle spillere til det danske A-landshold. Brøndby IF og Lyngby BK har alene arbejdet med 11 af spillerne, der er udtaget her i 2020, mens normalt storskydende FC Midtjylland og heller ikke tilbageholdende FC Nordsjælland blot har produceret henholdsvis 4 og 3, hvilket i øvrigt er det samme som klubben med ligaens markant største budget, FCK.

Det er naturligvis ikke godt nok, og man kan så endda sige, at ok det er virkelig ikke let at fremavle spillere, som bliver så dygtige, at de kan spille for landsholdet, men hvad så hvis man bare kigger på, hvad klubberne
kan præstere i forhold til at udvikle spillere til deres eget hold i Superligaen.

Her markerer især tre klubber sig i indeværende sæson. Nemlig Lyngby der i deres trup har hele 11 spillere, som allerede indenfor de første seks runder har været i aktion, men rivalerne fra FCN samt Nordjyllands flagskib, AaB, er ikke langt efter med hver 10 spillere, som ikke bare har været udtaget til truppen af navn, men så sandelig alle har været i aktion af gavn.

Lucas Andersen AaB
Getty Images

Men en ting er antallet af spillere, som virkelig er fremragende gjort af ovennævnte trio, men går man ned i “materien”, dvs. kigger på hvor mange minutter spillerne så har fået ude på græsset, så trækker Lyngby i den grad fra rivalerne med knap 2300 minutters spilletid fordelt på de 11 spillere i samlet 40 kampe. Det er intet mindre end godt gået, så stor applaus til klubben, der førhen var Nordsjællands helt store klub, men som i de senere år på mange områder er blevet overhalet af FCN, dog tilsyneladende ikke udi evnen at producere spillere til sit eget hold.

I ovennævnte disciplin falder AC Horsens totalt igennem, i det de gule overhovedet ikke har haft spillere i aktion, som de selv har udviklet. Det er til grin og burde straffes fra højere instans. Sidste sæson var det ikke meget bedre, da blot én spiller, den nu solgte Jeppe Kjær, var eneste mand i aktion produceret i klubben, og han spillede blot 9 kampe på i alt 306 minutter.

Hvis vi bliver i det jyske, så skal de jyske rivaler fra Vejle Boldklub bestemt ikke hovere, for klubben der tidligere var blandt de absolutte flagskibe omkring talentudvikling i Danmark og på den baggrund med rette kan prale af navne som Allan Simonsen, John Sivebæk og Thomas Gravesen m.fl., havde to spillere i aktion, de spillede 11 kampe og var blot i aktion i 685 minutter. Alene på den baggrund burde man have frataget sin licens, eller hvad klubberne i vore dage udstyres med.

Getty Images

Når alt ovenstående er skrevet, ja så er jeg naturligvis godt klar over, at det først og fremmest gælder om at vinde, og det er jo netop en af årsagerne (desværre) til at en klub som FCM, eller AGF for den sags skyld, ikke har været specielt flittige i brugen af egne, danske spillere. FCM formår så at vinde mesterskaber, mens AGF intet vinder, så for det ambitiøse Aarhus-mandskab, bliver det hverken til “fugl eller fisk”.

Det er møgærgerligt og ganske givet en af årsagerne til at ikke så helt få unge danske spillere, med mere eller mindre held, drager udenlands, før de overhovedet nærmer sig deres respektive klubbers bedste hold i Superligaen. Alene blandt de spillere som har været omkring landsholdet i indeværende år finder vi således hele 10 spillere (Kasper Schmeichel, Lasse Schøne, Andreas Christensen, Jannik Vestergaard, Pierre-Emile Højbjerg, Jacob Bruun Larsen, Kristian Pedersen, Joachim Andersen, Philip Billing og Christian Eriksen. Herudover nåede Christian Nørgaard blot 1 kamp for Lyngby inden turen gik til HSV, mens Simon Kjær blot spillede 19 kampe i sin tid for FCM, inden Palermo købte ham).

Som det ser ud nu aktuelt i dansk klubfodbold, forstår jeg dem i så udpræget grad.

NYT!

UPLOAD DIT BETTING-SLIP OG VIND!

I vores helt nye betting-feature "Spilleforslag" kan du deltage gratis og vinde store pengepræmier.
Læs med her og kom i gang.

App Betting slip feature screenshot App Betting slip slip screenshot