• Analyse

De dyreste angribere i Superligaens historie – hvordan gik det dem?

Annonce

Kan en høj købspris garantere dig mål? Det kigger vi på i dag, hvor vi går de 11 dyrest købte angribere i Superligaens historie i sømmene

11. Vaclav Kadlec

Fra Eintracht Frankfurt til FC Midtjylland i 2016

Pris: 15,7 mio. kr.

Der var store forventninger til tjekken, da Midtjylland i januar 2016 hentede ham til klubben fra Bundesligaen.

Udråbt til et af de største angrebstalenter i Europa, virkede det som lidt af et scoop, at Claus Steinlein og FCM fik hentet ham til dansk fodbold for ‘kun’ 16 mio. kr.

På heden blev det dog kun til tre scoringer i 23 kampe, så tjekken levede bestemt ikke op til de store forventninger.

Kun otte måneder senere solgte Midtjylland ham dog videre til Sparta Prag for lidt over 20 mio. kr.

10. César Santin

Fra Kalmar til FC København i 2008

Pris: 16,1 mio. kr.

En sand legende i FC København. Santin blev hentet til klubben som et noget ukendt navn for den gængse Superliga-fan, men han fik hurtigt gjort opmærksom på sig selv i dansk fodbold.

I alt blev det til 83 mål i 220 kampe for FC København, og han er den næst mest scorende i klubbens historie kun overgået af Dame N’Doye.

9. Júnior Brumado

Fra EC Bahia til FC Midtjylland i 2019

Pris: 16,8 mio. kr.

Brumado blev hentet til FC Midtjylland uden mange scoringer på CV’et fra Brasilien, og heller ikke på den midtjyske hede fik han gang i scoringer. Faktisk langt fra.

I 21 Superliga-kampe for Ulvene blev det således ikke til en eneste scoring, og i januar 2020 blev den brasilianske angriber så udlejet til Silkeborg, hvor han dog gjorde det fint.

I denne sæson er det blot blevet til 11 Superliga-kampe med to mål til følge, da han i en lang periode sad ude med en ankelskade. I alt har han 3 scoringer og 1 assist for FCM i 39 kampe, hvilket langt fra kan være tilfredstillende for den pris.

Mon han nogensinde får sit gennembrud i den sorte Midtjylland-trøje?

8. Pape Paté Diouf

Fra Molde til FC København i 2011

Pris: 17,9 mio. kr.

Tilbage i 2011 købte de danske mestre den senegalesiske angriber i norske Molde for hele 18 mio. kr. På det tidspunkt var det en nærmest uhørt høj pris i forhold til danske standarder, og Diouf gik da også hen og blev et decideret kæmpe flop i klubben.

Manglende mål og spilletid sendte ham på lån i Molde og Esbjerg, og efter tre år i klubben, solgte FCK Diouf tilbage til Molde for kun 750.000 kr. Dvs. et tab på mere end 17 mio. kr.

Diouf nåede dog at spille 34 kampe for FC København, hvor det kun blev til seks scoringer.

Ikke imponerende.

7. Pieros Sotiriou

Fra APOEL Nicosia til FC København i 2017

Pris: 18,7 mio. kr.

På Cypern havde Pieros haglet mål ind på samlebånd, men i FC København blev der længere mellem scoringerne for den cypriotiske angriber.

Pieros blev ofte kritiseret for, at være for uskarp foran mål for Løverne, hvilket 35 mål i 110 kampe for en klub som FCK også vidner om.

I januar 2020 sluttede opholdet i FC København dog for cyprioten, der skiftede til FC Astana for 15 mio. kr.

FC Copenhagen vs FC Midtjylland - Danish Superliga

6. Viktor Fischer

Fra Mainz til FC København i 2018

Pris: 20,2 mio. kr.

Indrømmet, Viktor Fischer er måske mere kantspiller end angriber, men den teknisk stærke FCK-profil agerer fra tid til anden også i københavnernes angreb, eller lige bag en enlig angriber.

Fischer har da også været en succes efter sit skifte hjem til dansk fodbold, i hvert fald startede han som lyn og torden i FC København. Dog har han været inde i lidt af en bølgedal i denne sæson, hvor det blot er blevet til to scoringer. 

Han er dog stadig kun 26 år, så der er ingen grund til, at han ikke skulle kunne komme tilbage på sporet og genfinde sin tidligere form på et FCK-mandskab, der efter en haltende sæson er ved at finde deres form.

Brondby IF vs FC Copenhagen - Danish 3F Superliga
 (Photo by Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images)

5. Mikkel Kaufmann

Fra AaB til til FC København i 2020

Pris: 21,5 mio. kr.

Mikkel Kaufmann var brandvarm for AaB i første halvdel af sæsonen, hvor han scorede 7 mål i 17 kampe i en alder af 19 år. Dette fik FC København til at åbne op for den helt store tegnebog og smide 21,5 millioner kroner.

Selvom der stadig uden tvivl er stort potentiale i den unge angriber, havde Løverne nok håbet på, at de allerede nu havde fået lidt mere for pengene.

Kaufmann har indtil videre scoret 2 mål og leveret 2 oplæg i 36 kampe for FCK, hvilket langt fra er imponerende. Det skal dog nævnes, at langt størstedelen af kampene har været indhop, og at han har været ude med en lang skade. 

Det er derfor nok for tidligt at kalde ham et flop – Han kan nå det endnu!

4. Aílton

Fra Örgryte til FC København i 2007

Pris: 22,4 mio. kr.

Det er faktisk lidt vildt at tænke på, at FC København for 13 år siden brugte over 22 mio. kr. på en angriber i svensk fodbold.

I FCK blev det målscoringsmæssigt ikke den helt store succes for den brasilianske angriber, der i 126 kampe kvitterede med 32 scoringer.

Aílton leverede dog regelmæssigt gode præstationer, hvor han især brillerede med sin gode teknik.

Tre år senere blev han solgt videre til APOEL Nicosia for lidt over fem mio. kr.

3. Sory Kaba

Fra Dijon til FC Midtjylland i 2019

Pris: 22,4 mio. kr.

Historien med Sory Kaba er lidt den samme som med Júnior Brumado. Kaba kom til klubben i sommeren 2019, men han formåede heller ikke helt at leve op til de store forventninger.

Han er dog kommet en smule efter det i denne sæson, hvor han har scoret 8 mål i 18 Superliga-kampe. Det er altså også en mand, der kom til klubben med et fint CV, hvor det er blevet til kampe i bl.a. Spanien og Frankrig, så der har fra start været store forventninger til ham på heden, hvor man nok havde håbet på at få den ‘den nye Paul Onuachu’.

2. Federico Santander

Fra Guaraní til FC København i 2015

Pris: 23,1 mio. kr.

Federico Santander viste sig at være en rigtig god case for Ståle Solbakken og FC København.

I sine tre år i klubben blev det til 48 mål i 112 kampe, hvilket må siges at være ganske godkendt for en angriber, der også bidrog med hårdt arbejde og sin fysiske tilstedeværelse.

Santander blev i sommeren 2018 solgt til Serie A-klubben Bologna for næsten 50 mio. kr., hvor han også blev fast mand på holdet.

Så Santander var bestemt alle pengene værd for FC København, og endda mere til.

1. Andreas Cornelius

Fra Cardiff City til FC København i 2014

Pris: 26,1 mio. kr.

FC København viste fremragende købmandsskab, da man først solgte Cornelius til Cardiff City og et halvt år senere hentede ham hjem igen.

Den dengang nyoprykkede Premier League-klub hentede Cornelius til Wales for hele 65 mio. kr., og kun et halvt år senere hentede FCK ham hjem for under det halve.

I sin anden periode i klubben døjede Cornelius stadig med sin skade fra Cardiff-tiden, men stille og roligt spillede angriberen sig igen varm i de vante, hjemlige rammer, og tre og et halvt år senere blev han igen solgt til udlandet, denne gang til italienske Atalanta for omkring 34 mio. kr. I dag er Cornelius i Parma som lejesvend, men meget tyder på, at han rykker til Tyrkiet denne sommer.

Alt i alt en sublim handel af FC København.

NYT!

UPLOAD DIT BETTING-SLIP OG VIND!

I vores helt nye betting-feature "Spilleforslag" kan du deltage gratis og vinde store pengepræmier.
Læs med her og kom i gang.

App Betting slip feature screenshot App Betting slip slip screenshot