Sander Svendsen er røget på bænken i OB, og angriberen udlejes derfor nu til den norske klub Brann indtil årsskiftet
Der var store forventninger til Sander Svendsen i OB, da klubben hentede ham sidste sommer.
I sin første sæson i det fynske blev det da også til en hel masse spilletid og også en del mål, men i de første fire kampe af indeværende sæson har nordmanden været klistret til bænken.
Derfor har parterne kigget efter en løsning, og en sådan en har man nu fundet. I de kommende tre måneder skal Svendsen nemlig på lejeophold i norske Brann. Det bekræfter OB på Twitter.
Sportschef i OB, Michael Hemmingsen, forklarer, at manglende spilletid er årsagen til lejeaftalen.
“Sander viste sin fornemme målnæse frem i sin første sæson i 3F Superligaen, da han scorede 14 mål i 35 kampe for os i alle turneringer. Vi må dog erkende, at det ikke er blevet til mange minutter på banen i denne sæson. Derfor har vi besluttet at leje Sander ud til Brann Bergen i tre måneder, så han får spilletid og forhåbentligt scoret en masse mål,” udtaler han til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Vi ønsker Sander held og lykke de næste tre måneder i Brann, og så vurderer vi sammen hans situation, når lejemålet er ophørt.”
OB ligger i skrivende stund nummer 10 i Superligaen.