Den tyrkiske klub Alanyaspor er angiveligt interesserede i at leje Riza Durmisi og få indskrevet en købsoption i aftalen med Lazio
Mange Brøndby-fans går nok stadig og håber, at det lykkes deres klub at lokke Riza Durmisi hjem til Vestegnen.
De blågule mangler nemlig en venstrebenet venstre back, og Durmisi har haft svært ved at spille sig på holdet i Lazio, hvilket har givet liv til rygterne om en retur til Superligaen denne sommer.
Men nu skriver flere tyrkiske medier ifølge det lille, italienske lokalmedie Lalaziosiamonoi, at Alanyaspor fra den bedste tyrkiske fodboldrække har afgivet et lejetilbud på danskeren.
Der skulle være tale om en aftale, hvor tyrkerne betaler 800.000 euro svarende til knap 6 millioner kroner af Durmisis årsløn, mens Lazio betaler de resterende 300.000 euro eller 2,2 millioner kroner af lønnen.
Desuden vil Alanyaspor have indskrevet en købsoption på fire millioner euro svarende til 30 millioner kroner i aftalen.