Lyngbys Emil Kornvig er blevet testet positiv for COVID-19 og er derfor ude i ubestemt tid
Superligaen har på det seneste været skånet for positive coronatests, men Lyngby bekræfter nu, at én af deres spillere har afgivet en positiv prøve.
Der er tale om Emil Kornvig, som derfor er blevet sendt hjem i karantæne og dermed ikke er tilgængelig til mandagens kamp mod FC Nordsjælland.
Kornvig har ingen symptomer, og intet tyder på, at han har smittet nogen af sine holdkammerater, som alle har afgivet negative tests.
“Vi er selvfølgelig ærgerlige og kede af det på Kornvigs vegne, men det er selvfølgelig naturligt at der vil være spillere, der testes positive under pandemien – særligt i en fase som denne, hvor smitten igen er blomstret op i Danmark,” udtaler Lyngbys administrerende direktør Anders Byder til klubbens hjemmeside.
Kornvig er en del af Lyngbys førsteholdstrup, men har ikke været i kamptruppen til nogen af de to første Superliga-kampe i sæsonen.